Henrik Ibsens skrifter

Vi takker dig for ​brevet, som vi modtog igår. Din mama siger at også hun vil skrive dig til idag; men kanské hun dog udsætter det til imorgen.

​ Bjørnson har været her på visit og talte da noget om at regeringen nu kommer til at sende en slags extraordinær ​gesandt til Schweiz i anledning af ​den nye handelstraktat og at ​generalkonsul Christophersen var udsét til dette hverv samt at man tænkte på at foreslå dig at medfølge som ​attacheret. B. tilføjede at han havde telegraferet til dig derom. Mere véd jeg ikke om sagen.

I søndags fik vi ​besøg af O. Arvesen og frue og jeg havde ved den lejlighed en samtale med ham, som jeg her antydningsvis vil referere. Han begyndte med at fortælle at han nylig havde truffet dig og da foreslået at du skulde rejse herned for at man kunde rådføre sig med dig angående de udenrigske anliggender. Jeg greb da anledningen til med rolighed men med megen styrke at udtale min personlige mening om regeringens adfærd imod dig. Jeg sagde at du nu i længere tid havde stillet dig til regeringens tjeneste; men at alle gode løfter til dig var forblevne uopfyldte. Jeg sagde ham at ​ Steen allerede engang ifjor uopfordret havde sagt til mig at oprettelsen af det politiske kontor under indredepartementet var en afgjort sag, som skulde gennemføres i en nær fremtid. Men hidtil var alligevel, såvidt jeg vidste, intet skridt foretaget, og at jeg derfor nu havde tabt al tro og lid til regeringens løfter og tilsagn. Jeg sluttede med energisk, langsomt og ​koldblodigt at fortælle at jeg derfor nu omgikkes med den beslutning at ​opsige mit norske borgerskab, til høsten at forlade landet, lade mig ​ naturalisere i Bayern og at jeg vilde foreslå dig at gøre det samme.

Denne erklæring virkede aldeles forbløffende på Arvesen, og ikke mindre på fruen. Begge bad de mig på det indstændigste om foreløbig endelig ikke at tage noget afgørende skridt. Han vilde benytte, hvad han nu havde hørt, på en sådan måde at han håbede det skulde bidrage til at fremskynde ​et både for dig og for mig tilfredsstillende resultat. Jeg fremhævede gentagende gange at du hidtil stod aldeles fremmed og udenfor disse mine planer. Skade dig kan mine udtalelser altså ikke. Hvorvidt de vil fremme sagerne og udsigterne for dig kan jeg jo endnu ikke vide.

Alt øvrigt overlader jeg til din mama at skrive om. Hun har befundet sig vel i de sidste dage. Vore hjerteligste hilsener til eder begge!